Tilmeld nyhedsbrev
Januar

Råsyltet chutney

linje

Helligtrekonger

I dag 6. januar er det helligtrekongers dag og i visse dele af Danmark spises der i den anledning tarteletter. Den sidste tartelet jeg fik var i december på Hornbækhus og den smagte umådelig godt. Tartelletten var meget sprød, fin og hjemmelavet, ikke tung og tør og fyldet var ikke fedt men smag- og kødfyldt. Mums.

Brug resterne

Men i dag skal det handle om månedens sylteopskrift og her skal vi over i en helt anden boldgade. Jeg tænker nemlig, at du efter julen måske har overflod af tørret frugt. I januar, og hele året iøvrigt, kan du med god samvittighed bruge rester af tørret frugt til at lave en spændende, råsyltet chutney. Du kan bruge rosiner, dadler, svesker, figner, gojibær, abrikoser eller måske tranebær. Tørret banan og ananas ville jeg som udgangspunkt ikke bruge til en chutney, men hvis jeg havde lidt rester liggende ville de nok ryge i alligevel.

Smag til

I opskriften har jeg angivet 250 g muscovadosukker. Muscovadosukker har en mere kompleks og fyldig smag end melis eller rørsukker, og jeg synes det passer rigtig godt i denne råsyltet chutney. Muscovadosukker koster mere, så det er mest økonomisk at bruge når der ikke skal tilsættes store mængder sukker. Selvfølgelig kan du også bruge almindelig sukker eller rørsukker i opskriften.

Giv tid

Du skal beregne 1 uges tid mens chutneyen trækker. Tiden arbejder, og ligeså vel som vi elsker lynsyltning, råsyltning og alt hvad der er her-og-nu, kan syltning også tage flere dage og uger, og give dig muligheden for at synke ned i noget, fordybe dig og vente på noget som tager tid.

Serveringsforslag

Chutneyen kan bruges som så mange andre chutneyer som tilbehør til bla. middagsretter, ostemadder, i sandwich og til tapas bord. Men smag på din chutney, stil den på bordet og se hvad det kan udvikle sig til. Det bedste måde at finde ud af hvad den skal spises til er at prøve.

Ingredienser

250 g blandet, tørret frugt,fx. Figner, abrikoser, gojibær, rosiner, dadler, svesker

500 g madæbler, skrællet,udkernet og skåret I mindre stykker

3 løg eller rødløg, skrællet og finhakket

2 fed hvidløg, finthakket

250 g lys eller mørk muscovadosukker (eller mindre, start fx med 100 g)

1 spsk. friskrevet ingefær

25 g gule sennepsfrø

2 tsk. salt, eller sellerisalt

350 ml æblecidereddike

1 tsk. stødte krydderier efter smag, fx. allehånde

Fremgangsmåde

Hak de tørrede frugter i en foodprocessor eller klip dem i små stykker med en saks.

Tilbered æbler, løg og hvidløg.

Bland det hele sammen i en skål og rør godt rundt indtil sukkeret er opløst.

Lad skålen stå tildækket på køkkenbordet i 5-7 dage og rør hver dag så det hele blandes godt sammen.

Smag til undervejs og juster om nødvendigt.

Hæld den færdige chutney på steriliserede glas, og bank glasset et par gange på bordet så indholdet fordeles og du kan fylde helt op.

Opbevares mørkt og køligt og kan holde op til 1 år.

Om Syltedronningen

Min mission er at få alle til at sylte og få moderne syltning til alle måltider!

Grundlæggende er syltning et madhåndværk og en måde at konservere råvarer ved at tilsætte sukker eller eddike.

Jeg hedder Helena Grayston og det er mig, som står bag Syltedronningen.

Opskrifter

Læs også

Asiatisk agurkesalat

Oktober 2024
Få opskriften >

Nem æblemarmelade

September 2024
Få opskriften >

Grøn tomatchutney

August 2024
Få opskriften >

Baked beans, syltning med bønner

Juli 2024
Få opskriften >

Fladbrød med syltede grøntsager og misoglaseret tofu

Juni 2024
Få opskriften >

Hyldeblomstjordbær slushice

Juni 2024
Få opskriften >